Har du altid et valg?

Har du altid et valg?

Når jeg møder mennesker i min klinik eller ude i verden kan det være et tilvalg fra deres og fra min side. Nogen vælger specifikt, at møde mig, efter at have fundet min hjemmeside, at have mødt mig i en sammenhæng eller fordi nogen har anbefalet mig til dem. Jeg vælger som udgangspunkt altid at møde mennesker med et åbent sind, men har vi altid et valg? Nogen mener ja og nogen mener nej.

Når vi møder mennesker – kan vi vælge at være positive og imødekommende eller vi kan være skeptiske, negative og tilbageholdende. Der er som regel en årsag til vores måde at agere på og når vi ikke er bevidste og opmærksomme på at vi reagerer, mener vi ofte vi ikke har et valg.

Jeg har i en stor del af mit yngre liv haft en gennemgående rolle som ”offer” – det vil sige jeg har været af den overbevisning, at jeg ikke havde et valg i de situationer jeg befandt mig i. Noget der har fyldt meget i mange år var, at jeg mente min lykke og følelse af at være elsket – var afhængig af – i første omgang min familie (min primære flok).

 Min mor var meget tilbageholdende med at vise kærlighed og fik mig ikke til at føle mig elsket. Jeg brugte meget energi på, at forsøge at regne ud, hvad der skulle til for at hun kunne lide mig. Det jeg følte – var indeni mig og handlede måske ikke så meget om hende, men mest om mig. Jeg er i dag af den overbevisning, at man som udgangspunkt ALTID elsker sine børn – ubetinget, men det var ikke en selvfølge i forhold til min mor. Jeg følte mig forkert og konkluderede derfor, at jeg kun kunne vælge at forblive i den følelse. Blev offer for situationen og begyndte at agere som ”offer” – det vil sige uden et valg om at vende min opmærksomhed i en mere autentisk retning.

I takt med, at jeg mistede troen på mig selv – købte jeg også ind i den overbevisning, at jeg ikke havde mulighed for at vide hvad jeg ønskede mig. Jeg lyttede til min familie, mine veninder, mine kolleger, guruer og eksperter. Resultatet var, at jeg mistede kontakten med mine værdier – eller jeg undlod at lytte til hvad min ”mavefornemmelse” sagde mig og brugte hjernen i stedet. Man kan sige, at det var et valg – et valg som umiddelbart gjorde det nemmere for mig, at være i de relationer jeg valgte at være i. Jeg blev i venskaber ALT for længe, jeg blev i forhold ALT for længe og prøvede ihærdigt at få dem til at fungere – på bekostning af mig selv og mine inderste værdier. Jeg overhørte kroppens signaler og hvis den peb, så dulmede jeg den med slik, mad, sodavand, vin eller hvad der nu var i nærheden. Jeg følte absolut ikke jeg havde et valg og forsatte med at være offer for omstændighederne, for livet og for mennesker omkring mig.

Jeg har ind i mellem oplevet, at ydre situationer har skubbet mig i en anden retning. Jeg har mødt mennesker, som har inspireret mig til at noget andet var muligt, hvilket har givet mig perioder med bedring af selvværd, bedring af omstændigheder. Jeg har følt mig heldig, når jeg har fået tilbud om ændringer eller noget har vist sig for mig. Jeg har ikke været opmærksom på, at jeg i de situationer i virkeligheden har været i stand til at vælge til og fra.

Hvis jeg nu siger, at du altid har et valg, at der altid er en anden mulighed, hvis du er i stand til at få øje på den eller at tillade den at opstå? Hvad siger du så?

Jeg er sikker på jeg ville have reageret med vrede eller noget der ligner, hvis nogen havde sagt til mig, at jeg bare kunne vælge noget andet, når jeg følte mig allermest afmægtig.

Det jeg har erfaret er, at der ikke er nogen andre end mig selv, der ved hvad der er muligt eller sandt for mig.

Når jeg står i en situation hvor jeg føler mig låst eller afmægtig, er det ikke altid muligt for mig, at kunne få øje på muligheder. Når jeg så træder et skridt tilbage fra ”orkanens øje” – så får jeg et lidt bredere perspektiv, hvor jeg nemmere kan se både ind i mig selv – hvad det er der er på spil og på situationen og de involverede parter. Nogen gange hjælper det at der er nogen der stiller mig spørgsmål? Andre gange må jeg stille mig selv spørgsmål. Hvad er der på spil inde i mig? Hvilke sider af mig selv ønsker jeg ikke at se eller mærke?

Jeg undrer mig altid, når der er ophedede debatter på sociale medier eller hvor det end foregår, der undrer jeg mig over, at nogen mennesker bliver så fortørnede over, at nogen har en anderledes holdning end dem selv. Hvad er det der gør det så svært for mennesker at acceptere forskellige holdninger?

For mig at se, er det med til at udvikle og udvide vores måde at se verden på, at der er flere valgmuligheder. Der er ofte en ivrig debat omkring sundhed – om det er rigtigt eller forkert at vælge lægens ord eller en ”alternativ” behandlers ord. Efter min mening er det skidt at lytte for meget til nogen – uden at have sig selv med i processen, men det er altid et valg om man gør det ene eller det andet.

Du kan vælge at fortsætte med det du plejer – eller du kan blive nysgerrig efter, om der måske kunne være en anden vej. Det behøver ikke at være med store ting du øver dig, men det kan i princippet være omkring alt, hvad du står overfor. F.eks. cola eller danskvand? Bland selv slik eller æbler? At mærke efter at kroppen trænger til en dag på sofaen eller en tur i skoven? Eller hvad der nu er på spil J

Kender du det, at du skal bruge en bestemt ting og den ikke er tilgængelig, hvad gør du så? Ødelægger det din dag eller kigger du efter om der er en anden ting du kunne vælge at bruge i stedet?

Når nogen behandler dig dårligt, vælger du så at blive ved med at se dem og få det endnu dårligere, eller overvejer du om den relation er god for dig? Der er store valg og små valg.

Hvad hvis du vælger at blive nysgerrig? Når du står overfor et valg der føles tungt i kroppen, hvad hvis du spurgte dig selv om der kunne være andre muligheder end den du lige ser foran dig? Hvis du træder et skridt tilbage, hvad ser du så?

Hvad vælger du?