Hvad er det der gør det så svært?

Hvad er det der gør det så svært?

August går på hæld og jeg kan se tilbage på en spændende og indsigtsrig måned.

Jeg har i mange år haft en fornemmelse af, at der var vigtig viden at hente i min sjæl (eller langt inde i mig). Jeg har til gengæld også tvivlet stærkt på, at det var muligt at komme ind til den viden (i alle tilfælde for mit vedkommende), idet jeg altid har haft tvivlen på mig selv, som en trofast følgesvend.  Nu er det sådan, at jeg hele tiden møder mennesker på min vej, som på den ene eller anden måde sår frø i mig, så jeg, når jeg er klar til at kigge på mine store spørgsmål, kan vælge at lade dem inspirere eller åbne ind til det jeg leder efter.  

For at gøre en lang historie kort – startede august med et besøg hos en meget dygtig regressionsterapeut, som førte mig trygt tilbage til et tidligere liv, der havde alt at gøre med et spørgsmål jeg havde omkring en nær relation, som p.t. er meget kompliceret <3 Jeg blev opmærksom på, hvad der lå gemt i mine erindringer, som har ligget i vejen for at kunne være ligeværdig og autentisk. SUPERSPÆNDENDE (mest for mig J)

Den indsigt jeg i øvrigt tog med mig var, at jeg inde i mig, besidder en vigtig viden om mig og om, hvad der af og til forhindrer mig i at leve mit liv autentisk og i min essens (der hvor jeg fuldstændig er mig – med mine værdier og grundholdninger i behold). En viden jeg ofte har svært ved at stole på og stå ved, når jeg bliver konfronteret med tvivl eller manglende tillid fra andre.

OG vejen hertil har været virkelig lang – jeg har ledt og spurgt og været langt omkring – i og uden for mig – igennem det meste af mit – nu 56 årige liv.

Nå tilbage til august måned ;-)

Jeg er så privilegeret, at jeg underviser nye skønne mennesker i det helt fantastiske værktøj BARS. Det er en stor fornøjelse at se den transformation der sker både på kurset og når jeg /vi giver BARS. De fleste møder op med en tvivl om netop de kan lære noget på bare en dag…. Og det viser sig altid, at det kan de. Det giver mig så meget energi, at se den udvikling der sker på en sådan dag. Den samme fornøjelse var det dagen efter, at være vært for BARS bytte.

En kær veninde inspirerede mig til at deltage på et akupunkturkursus – Acunova. Det var spændende med en super engageret underviser og spændende medkursister. En ny behandlingsform jeg glæder mig til at implementere i min hverdag – både for mig selv og mennesker med smerter, kroniske lidelser o.s.v. OG det var virkelig interessant på dette kursus, at dele den oplevelse af modstand i andre, vi som behandlere kan støde på, når vi har et redskab, som rent faktisk kan skabe en forandring for mennesker. For hvad er det egentlig der gør, at vi alle støder på denne modstand inde i os selv og i andre, når det umiddelbart er så lige til at ændre (set udefra)….. den lader vi lige ligge lidt J

Sidste skud på stammen handler om Chok Release…. og hvad er så det?

Jeg har gennem min egen udvikling (som stadig er i fuld gang) og ved mødet med klienter og medmennesker i det hele taget, lagt mærke til, at der er tilstande, hvor det virker som om kroppen og hjernen – slet ikke kan finde en vej videre. Jeg bruger mange fantastiske værktøjer og ved jeg har en meget empatisk og kærlig tilgang til at møde mennesker præcis hvor de er, men der har været og er tilstande, der bare virker fuldstændig stivnede i kroppen. Der er mange rationelle forklaringer og vi er alle meget gode til at prøve at finde en gyldig forklaring, som vi kan beskrive med ord, men som ikke ændrer, ved den stivnede følelse i kroppen.

Definitionen på chok er:

· En subjektiv oplevelse (ikke til diskussion - det er præcis som man har oplevet det)

· Lige inden chokket er man afslappet (uforberedt)

· Kommer fra en uventet vinkel (som lyn fra en klar himmel)

· I øjeblikket føler man sig truet på sin eksistens

· Urinstinkt aktiveret (kamp - flugt - stivne) (absolut kraftfuld overlevelsesmekanisme) Ved chok der forsat er i kroppen har eneste udvej været at stivne.

· Når kroppen stivner, er det for at forberede sig på angreb. Alt blodet forsvinder fra arme og ben og centrerer sig omkring organerne.

· Man bliver efterladt med en følelse af skyld og skam (over ikke at have været i stand til at reagere anderledes)

· Når chokket ikke får mulighed for at forlade kroppen bagefter (dyr ryster sig) forbliver det en stagnation.

Et chok behøver ikke være en bilulykke eller deltagelse i krig – men kroppen efterlades fuldstændig på samme måde. Man bærer chokket / traumet i kroppen – som en del af ens personlighed, der lever sit eget liv – uden for ens grundkerne. Og kroppen efterlades i en stress tilstand, som ved yderligere påvirkninger – bliver mere og mere udmattet og mere og mere på vagt. Det vil føles som at bevæge sig blandt landminer – man ved aldring hvornår der er en der sprænger.

Giver det mening?

Derfor kan det være svært, at skulle ændre en uhensigtsmæssig vane, en usund levevis, en dårlig relation. Man har simpelthen ikke styrke og overskud til, at skulle overkomme selv helt almindelige ting, da de fylder oveni et overbelastet nervesystem. Hvis man så ovenikøbet er syg – sygemeldt og skal kunne tilfredsstille en arbejdsgiver, en læge, en socialrådgiver, en pårørende eller nogen som helst – som man ikke kan leve op til – så føler man sig endnu mindre værd. Man skammer sig over ikke at kunne ”tage sig sammen” og har skyldfølelse overfor dem man svigter, det er efter min overbevisning, allermest en selv, men som regel er det nemmere at have fokus på andre.

Det er ikke alle der bærer på et chok eller et traume, men jeg kan se det er et vilkår for rigtig mange. Når man bliver mødt med mistillid og manglende forståelse, så lukker kroppen ned, så man undgår yderligere chok og så bliver man efterladt alene med denne følelse.

For mig, har det været afgørende, at blive mødt i det, der var sandt for mig – at nogen har hjulpet mig med at hele og give omsorg til den del af mig, som bar på de oplevelser, som jeg har haft. Oplevelser, der for andre måske bare ville være passeret uden større indtryk, men for mig har sat spor, som er dukket op i situationer der har ligner der hvor jeg blev chokeret i mit system.

Så når vi en gang i mellem undrer os over os selv – eller andre – hvorfor vi/de ikke bare kan ændre på det, der ikke virker, så er det ofte en længere og mere snirklet vej end vi er klar over. Det behøver ikke at tage lang tid, det er bare vigtig at finde den rigtige indgang. Det er en forudsætning – set fra mit perspektiv, at vi møder en vi har tillid til, som er tilpas nysgerrig og tålmodig, så vi kan finde vej i kroppens allerhemmeligste hjørner for at vi kan heale de oplevelser vi gemmer på – på en kærlig måde og dermed finde vores urkraft og energi og leve det liv, som vi er kommet her for <3 <3