Mit "migræne-mareridt" og noget om kroppens evner.

Mit "migræne-mareridt" og noget om kroppens evner.

Mit ”migræne – mareridt” og noget om kroppens evner….

Inspireret af en ”spiseseddel” fra en af formiddagsaviserne i sidste uge om migræne – vil jeg bidrage med min historie og hvad der har ændret mit liv, så jeg ikke er ”offer” mere.

Jeg er vokset op i en tid, hvor læger var en autoritet – en ekspert, som vidste bedst. Hvad en læge sagde – var lov. Mine forældre var ældre, da de fik mig og var ikke oplært i at mærke efter i kroppen. De spiste på faste tidspunkter og de spiste op, hvad enten de var sultne eller ej. Når kroppen gjorde oprør på den ene eller anden måde, så medicinerede de sig ud af det. Min mor led af migræne al den tid jeg kan huske. Når hun havde migræne – mærkede jeg hvordan hun led og at hun så snart migrænen var væk, børstede oplevelsen af sig og fortsatte med at passe sine ”pligter” som kvinde på landet. Da hun på et tidspunkt fik en slags job udenfor hjemmet, som hun faktisk syntes var spændende – reagerede hendes system ved, at hun fik migræne og måtte droppe sit ”job” og var tilbage i ”hamsterhjulet” uden nogen umiddelbar udvej.

Min far var ret ”sensitiv” men anerkendte ikke helt den side af sig selv. Han var en mand og var vokset op med, at man ”må op på hesten igen” og passe sine pligter (det var så 2 steder jeg blev vist denne vej ;-)). Han havde været modstandsmand under krigen og var påvirket af at være landmand med de udfordringer det nu kunne medføre. Bekymringer om dårlig høst, økonomi der var afhængig af resultater m.v. Da han var omkring de 50 fik han ”dårlige nerver” som det blev kaldt. Han var trist og bekymret og følte ikke han magtede livet. Da det ikke var ”noget man talte om eller viste andre” så blev det i det skjulte bearbejdet med nogle ”tryllepiller” fra lægen. Når blodtrykket var for højt, så blev det medicineret ned o.s.v.

Min opvækst var madmæssigt sund. Grøntsager blev dyrket i haven og kødet opdrættet på marken. Jeg blev bare ikke vist, at det var muligt mærke kroppen og hvad den havde af "meddelser" til mig . Min oplevelse af at håndtere ondt i kroppen – eller i livet var, at det bare skulle ties væk, måske med nogle piller og ellers uden yderligere opmærksomhed.

Som barn var jeg sjældent syg og måtte ”snyde” mig til fridage fra skolen og lidt omsorg ved at ”spille syg”. Husker jeg holdt termometer op på lampen for at få det til at se ud som feber :-D (måske ikke så klogt, men det virkede ;-)

Gevinsten ved at være ”syg” var at jeg fik omsorg og opmærksomhed. Det var faktisk meget dejligt (det husker min krop i alle tilfælde). Måske en af årsagerne til at jeg blev syg da jeg blev ældre - for at give mig selv omsorg??

Så når min krop gjorde ondt eller min sjæl var ked af det, så kopierede jeg min flok (mine forældre) og slog det ned med piller eller skyndte mig at dæmpe det ”onde” med arbejde eller andre stimuli. Jeg vurderede, at hvis jeg løb hurtigt nok, så forsvandt det dårlige nok af sig selv igen.

Som voksen fortsatte jeg med at trøstespise, overspise eller dulme med sukker. Jeg fik migræne, dårlig fordøjelse o.m.a. Havde en god læge, der ikke bare delte medicin ud, men spurgte til mig – dog uden at det helt flyttede noget. Grundlæggende forstod jeg overhovedet ikke, at min krop bare forsøgte, at gøre mig opmærksom på, at jeg løb for stærkt – væk fra mig selv.

I de fleste af mine voksne år havde jeg jævnligt migræne – som overskriften antyder – er det en slags mareridt. Når migrænen kom – måtte jeg trække stikket fuldstændig indtil det slap igen. Jeg overvejede, i de 30 år det stod på, slet ikke, at jeg havde indflydelse på om det kom eller hvad der forårsagede det. Jeg følte mig som ”offer” for min ”irriterende” krop, som bare lagde mig ned igen og igen. Jeg mødte kloge mennesker på min vej (tak bla. til Kirsten Nielsen (www.barnezonen.dk) , som forsøgte at lære mig, at nogle mennesker ikke kan tåle al slags mad – eller at nogen ikke tåler vin f.eks. Hørte også, at sukker er skidt for kroppen (især i for store mængder) og selv om jeg godt kunne høre hvad hun  (og andre eksperter) sagde, så fortsatte jeg alligevel med, at gøre det jeg plejede. Jeg pressede mig selv, spiste med min "hjerne" og undlod at reagere, når kroppen forsigtigt sagde fra og jeg endte samme sted igen og igen.

Jeg har ligget på badeværelsesgulvet og lovet mig selv, at nu skulle jeg ændre mit liv, jeg ville passe på mig selv, arbejde mindre og spise bedre og mere hensigtsmæssigt….. Guess what – så snart migrænen var lettet, så var jeg tilbage i de gamle vaner med sukker (trøstespisning) over – eller underspisning, for meget arbejde eller anden ”flugt” fra mig selv og resultatet var præcis som alle de andre gange.

Tænk det fortsatte i så mange år. Guderne skal vide jeg har fulgt alle de kure der findes (næsten) – har pisket mig selv til motion, både noget der var sjovt og mindre sjovt. Jeg har haft en KAMP med min krop det meste af mit liv.

Hvordan er det så blevet anderledes – for det er det heldigvis. På et tidspunkt dæmrede det for mig, jeg forstod, at jeg spillede hovedrollen i mit ”drama”. Jeg begyndte, at ændre mine kostvaner fra at være ”fedtforskrækket” – og forstod, at fedtstoffer også kan være sunde og at kroppen har brug for fedtstof for at cellerne kan reparere sig selv. Jeg observerede, hvordan min fordøjelse var – afhængig af hvad jeg havde spist. Skrev faktisk en slags kostdagbog. Lidt irriterende til at starte med, fordi jeg følte det var noget jeg SKULLE (sjovt vi reagerer så meget på ordet SKAL). Blev mere og mere bevidst om, hvad der triggede kroppen, så den "kvitterede" med migræne, opkast, eller andet ubehag. Så langsomt blev jeg mere og mere opmærksom på, hvad det er MIN krop har det godt med.

Jeg er oprindelig blevet fortalt, at autoriteter har ret og ved bedst, at det er eksperternes råd der skal følges. Jeg er blevet vist og fortalt, at jeg da ikke ved mere end en ”læge” eller ekspert der har læst maaaaange år.  Min erfaring er dog nu, at JEG er eksperten når det kommer til min krop og når jeg lytter, undrer mig og følger det jeg opdager, så belønner min krop mig med at forblive sund, stærk og rask.

Dem som har været forbi mig og min klinik – ved at jet stiller ”hadespørgsmålet” ”Hvad ved du?” når de spørger mig til råds om helbred eller andet der rør sig i deres liv og JEG VED, at det er det bedste spørgsmål jeg kan stille for at lede dem på sporet af, hvad deres krop forsøger at fortælle dem.

Jeg ønsker for dig, at du finder vej med de spor DIN krop giver dig og at du vælger at lytte til dig og ikke mig <3 <3